Vi er med på “vild med vilje”-bølgen hjemme hos os, hvilket har givet pote. Foruden et velstående orkester af græshopper samt grønne tæger og guldsmede og hvad ved jeg, så har vi også formået at lokke i hvert fald tre-fire forskellige arter bier til ved hjælp af vores lavendler og efter, at vi fik en lillebitte sommerfuglebusk af en af mine veninder så er antallet af sommerfugle ligeledes eksploderet i løbet af nogle dage. Har ikke fået fotograferet dem alle sammen, men var lige ude for at snappe et billede af vores første citronsommerfugl, som jeg har gået og ventet på hele sommeren indtil videre.
Den er officielt den ottende sommerfugleart, der har besøgt haven i år!






Så sent som i går, stod jeg i døren ud til haven og stenede på bierne og blomsterne og sommerfuglene da en kæk, bette rødkælk pludselig landede på stenene derude og gloede på mig, før den lystigt hoppede hen til en af vores tallerkensmækkere og hapsede en lille kålsommerfugl og susede hjem til sine unger.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det her kan blive til, når vi om et par sæsoner får omformet haven til et lille insektparadis med alle mulige blomsterarter, som er gode for danske insekter. Vi har næsten ikke gjort noget endnu, og de kommer allerede væltende hver dag fordi vi satte lidt lavendler ud og fik en lille sommerfuglebusk. Det er jo latterligt nemt at gøre insekterne glade.
Jeg har lånt en bog om sommerfugle af en af mine søskende. Kæreste er begyndt at læse den højt for mig om aftenen (don’t ask) og den giver mig virkelig lyst til at sætte mig ind i hvilke blomster sommerfugle og bier har brug for. For det er jo fint nok med sommerfuglebuske og lavendler, men hvad med nogle af de blomster, som er vigtige for specifikke sommerfugles og biers trivsel? Jeg har fx kun haft besøg af to-tre almindelige honningbier i haven tilbage i maj og resten af tiden er det forskellige typer af humlebier, som bestemt også er velkomne, men det er jo ikke alsidigt nok til de andre arter.
Den smukkeste humlebi synes jeg i øvrigt er stenhumlen med sin sorte krop og røde rumpe. Har endnu ikke fået et billede af en for bierne er pisse svære at tage billeder af. De er så hyper, jeg sværger. De sidder simpelthen aldrig stille @,@
På den lange bane vil jeg også gerne have et fuglebad og vi har haft kig på nogle stykker, men synes, at de pæne er alt for dyre og de billige er decideret hæslige at kigge på. “Kitsch” er for pænt et ord til de eksemplarer jeg har set. Vi har en stor sten liggende ude i haven, hvor de, der boede her før os, har malet et Live Laugh Love-agtigt citat på. Jeg overvejer i ramme alvor at slæbe den ned til en lokal stenhugger og høre hvad de skal have for at lave et basic bitch fuglebad ud af den. Det kan umuligt være dyrere end at købe nogle af de pæne fuglebade i havecentrene.
Der er også kommet godt gang i min mikro-køkkenhave, hvor jeg spontant har plantet ærter og tomater i nogle potter, der slet ikke er lavet til det. Ærterne er godt på vej og tomaterne blomstrer for tiden. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg laver. Jeg prøver bare ting af og ser hvad der virker.

Hvis I har noget sjovt at dele fra jeres have/planteprojekter, så kom glad. :D